Sådan vedligeholder du dit gelænder

Kan rustfrit stål ruste? Ja – men det kan nemt undgås …

Det er en udbredt misforståelse at rustfrit stål ikke kan ruste. Særligt ved udendørs installation, bliver dit gelænder sat på en hård prøve, i form af et skiftende miljø.

Dine stålprodukter bliver påvirket af fx skiftende vejr, syreregn, klor- eller saltholdigt vanddamp, bremsestøv eller andre ting som du måske ikke skænker en tanke. Men der er heldigvis gode råd, hvis du vil undgå rust på dit gelænder.

 

Hvad kan der gøres?

Hvis du ønsker en lang levetid for dit rustfri gelænder, så er det vigtigt at du vedligeholder det.

Et godt råd er derfor at ”passivere” overfladen i forbindelse med installationen. Dette gøres ved at afvaske gelænderet med en hårdt opvredet klud, med almindelig citronsyre. Passivering af rustfrit stål har til formål at fjerne jern og andre metaller fra overfladen af det bearbejdede emne, hvilket sikrer en korrosionsbestandig overflade. Dermed bevarer man overfladen passiv og mindsker risikoen for rustdannelse.

Derudover er det vigtigt at pointere, at et rustfrit gelænder er ligesom mange andre produkter. Intet er vedligeholdelsesfrit. Træ skal plejes, vinduer skal pudses og stål skal med jævne mellemrum afrenses, hvis det skal fremstå som da det blev sat op. Det er derfor vigtigt altid at holde overfladen ren, og vælge det materiale der egner sig bedst til opgaven.

 

Rengøring af gelænder i rustfrit stål

Et gelænder i rustfrit stål har brug for vedligeholdelse 1-2 gange om året for at holde sig pænt.

Brug gerne milde rengøringsmidler og en blød klud til at tørre af, og husk at skylle efter med vand så eventuelle sæberester forsvinder. Hvis der er brug for et stærkere rengøringsmiddel, kan du med fordel købe vores rensespray som effektivt fjerner snavs fra dit stålgelænder. Men brug aldrig sølvpudsemiddel eller rengøringsmidler som indeholder syre eller klor.

 

Rengøring af gelænder med wire

Wiren på dit gelænder er snoet, og derfor kan du komme ud for at der sætter sig snavs og evt. mos i rillerne.

Hvis dette er tilfældet, kan du med fordel anvende en stålbørste der kan komme ned i rillerne. Sørg blot for at den er lavet af rustfrit stål, så der ikke overføres rust til wiren.

 

Rengøring af gelænder med bundskinne i aluminium

Et gelænder med bundskinne har brug for vedligeholdelse 1-2 gange om året for at holde sig pænt.

Her kan du med fordel bruge et mildt rengøringsmiddel som autovoks, og en blød klud til at tørre af. Sørg for at skylle efter med vand for at fjerne eventuelle sæberester. Brug aldrig rengøringsmidler som indeholder syre eller klor.

Det er vigtigt med aluminium, at der ikke bruges nogle skarpe eller ridsende redskaber. For så risikerer man at lave ridser i overfladen, som vil begynde at oxidere.

Gummilisterne kan med fordel renses med en nylon opvaskebørste, som gør det muligt at komme ned i kanten og derved rengøre mere effektivt.

 

Vedligeholdelse af træhåndliste

Hvornår tiden er inde til at vedligeholde din træhåndliste, afhænger af om du har valgt at give den olie eller lak.

Hvis du vælger at oliere din træhåndliste, vil vi anbefale at du løbende holder øje med, om den begynder at se tør ud. Hvis den gør dét, så er det tid til at give den en omgang olie. Som regel vil det være tilstrækkeligt at give håndlisten olie 1-2 gange om året.

Hvis du vælger at lakere din træhåndliste, går der som regel lidt længere tid før du skal have fat i lakken igen. Det er nemlig først når du kan se, at det er begyndt at blive slidt af, at du skal påføre ny lak.

 

Der er kommet rust på mit gelænder – hvad gør jeg?

Bare rolig, det kan gøres rent igen. Jævnlig rengøring kan hjælpe med til at sikre, at det rustfrie stål holder sig pænt over tid. Hvis overfladen er blevet skjoldet, kan det sagtens ordnes, idet den dannede rust og forureningen blot skal fjernes.

Start med at rengøre stålet med et mildt rengøringsmiddel – fx sulfo. Derefter kan du tørre det forurenede område af med en opvaskesvamp og fx citronsyre. Dette vil opløse rust og jern fra overfladen – husk at skylle grundigt efter med vand.

Rustfri komponenter, der er monteret på stedet, kan rengøres med kemikalier på klude eller med en opvaskesvamp. Dog skal man sikre sig, at overflader under og omkring det rustfrie stål, der ikke tåler syre, bliver dækket af.